Ole_Fogh_Kirkeby_profilbillede_Beskåret

Hånden er menneskets ydre hjerne. Denne indsigt må enhver plastisk kunstner kende. Men udsagnet tilskrives den tyske filosof, Immanuel Kant, der i dette billede ser ud gennem fingerhullet i paletten. Vi begriber, fordi fingerspidserne kommer tanken i forkøbet. Vi opfatter, omfatter, befatter, fordi hånden griber verdens former. Vi kaperer noget, fordi vi klynger os til det, der sker. Vi fornemmer noget, fordi vi kan tilgå fænomenerne med forsigtighed, og med kyndighed, med nemme.  Vi afslører, fordi vi river en flig af det virkeliges maske. Vi antaster, fordi vi går efter hudens varmefarve. Vi rummer en tanke, fordi hånden kan tjene til skål for dens klare væske. Vi kommer på det rene med, fordi vi tørrer duggen af spejlet. Vi erkender, fordi vi genkender kroppens helt særegne form og efterklange. Vi finder og opfinder, fordi vi kradser i den løse jord. Vi tyder og tolker, fordi tommelfingeren kender det virkeliges underside. Vi udlægger, fordi hånden kan tælle. Vi bemærker, fordi fingerspidserne efterlader deres unikke spor på det, vi ser. Der sidder et øje i hver håndflade. Vi overværer begivenheden, fordi vi er usynligt til stede i form af den konkylie, som vi kan gøre hånden til, og fange ånden blandt mennesker og i naturen.

- Ole Fogh Kirkeby

Pandemiens eumenide

Pandemiens_eumenide_beskåret_BESKÅRET_

Der findes furier, der befrier, furier, der straffer, og furier, der fængsler

Vi kan som regel ikke finde ud af at give dem det rette navn. Men deres skønhed er betagende. Når den skjuler grusomhed kalder vi dem ikke ved deres rette navn, Erinyer, de underjordiske hævnere, men bruger ”Eumenider”, ”de velvillige”, i stedet.

De bringer os over på den anden side, såfremt de vil, og de hjælper med beskyttelse og med at bede på den rette måde.

Men de tåler ikke de mennesker, der bedrager, der sværger falske eder, er troløse, eller handler uretfærdigt.

Når de indfinder sig på så stort et plan, kan vi da drage den slutning, at alt for mange har fortjent at blive straffet alt for længe. 

Salome. Begærets dukke

SalomeMaleri.jpg

Det er slet og ret mangel på realitetssans, når mennesker tror, at de kan vække begær, ene og alene, fordi det er dem. Begæret er altid en funktion af begivenheden, og i Johannes Døbers lidelseshistorie handler det om en gammel mand, der vil have sin ungdom tilbage. Herodes Antipas gifter sig med sin halvbror, Filips, hustru, Herodias, og gifter sig, som navnene siger, med sig selv. Dette begær, denne ulykkelige selvsvælgen, er altid allerede tilfredsstillet, eller umuligt at tilfredsstille, det kommer ud på et. For der sker ingenting. Hvor dyr en pris betaler vi mennesker ikke for at der skal ske noget? Og hvad sker der her? Herodes modtager Johannes Døbers hoved af sin hustrus hænder, fordi Salome hverken vil eller kan overbringe symbolet. Ak, den, der modstræbende medvirker ved ødelæggelsen af et andet menneske, får sin tabte historie i tilgift. Han modtager sig selv som en anden. Og Salome? Hun fik overhovedet ingenting.

Vi er himmel

Vi er himmel.jpg

I kraft af vores hud

Jo, der er et tema. Huden, længslen, barndommen og døden: alt sammen forenet i drømmen om det, der er bagved.

Huden, der beskytter. Den indre hud, der er klæbet som tegninger, og sekvenser på barndomsværelsets væg, et tapet med skyer og mænd, der fejer blade sammen, forårsexterieurer med grønt lys bag alle væksters rød-porøse overflader. Alt som næsten levende billeder på bevidsthedens inderside: Erindringen om barndommen. Dog ikke blandt det eneste, der kan beskytte os mod døden.

Hud. Lag, der indhyller den skrøbelige krop, et etui, der ånder, en skal, der skinner.

Hud, *skeu-, det, der dækker og beskytter, stråler og forskønner, skinner og fortryller, og skammens rødme.

En eremitkrebseskal, at undslippe sin hud. På engelsk betyder ”to skin” at flå. Og ”hide” på hud og ”at gemme sig”.

Hud, der holder længslen inde og ude. Det skal udskiftes, denne hud. Hamskifte, fernis.

Ferniserede skibskroppe. Hvis det at kunne sejle bør nævnes før moderskabet, hvad betyder det så at sejle? Skibe har kvindenavne.

”Sjæl”, ”saiwaz”, eller ”saiwalo”, det, der kommer fra havet.  Det, hvor man skal hen og det, der ligger i dybet under en, er altså tilsyneladende det vigtigste.

”Surface”, ansigtet ovenpå ansigtet, men ingen maske. Af latin ”facere”, ”at gøre” og årsag til ”fakticitet”, vi har virkeligheden på samvittigheden.

Kræfter

Maleri_kræfter_lille.jpg

Hvad er et maleri andet end inddæmningen af kræfter? Men denne proces er ikke simpel. Det handler ikke kun om at vælge rammer eller baggrunde, men om horisonter. Dette ord betyder jo ”afgrænsning”, men i maleriet skal den helst ske indefra. Derfor er maleriets stumhed hverken udtryk for en tvang eller en beslutning, men for et lykketræf. Beskueren skal kunne se ekkoet. Lyden i billedets indre er ofte meget urolig, ligesom de kugler, der skal ned i hullerne i et kuglespil. Det kræver talent og tålmodighed at tæmme den, ikke mindst fordi et hul her altid er det samme som en farve. Således er ingen huller ens af form og størrelse, men kuglerne formår at skjule det.

Immature

Lillemaleri-immature-te.jpg

Det endnu ikke modne, det ufærdige, på græsk ”próimos”, kan beskytte sig bag sin førtidighed. I maleriets verden kan vi forestille os, at farver rejser, er på vej til et sted, der vel egentlig er deres form, at de ankommer før os, og forbereder sig på at blive erfaret.  Denne spirende modenhed kan vi følge i billedets konturer, hvor det ældede får lov til at eksistere side og side med troldspejlssplinter fra en endnu ikke indtruffen eksplosion. Således kan vi modtage den gave selv at måtte gøre billedet færdigt, vel at mærke, hvis vi ikke lader os bedrage af det skønhed.

Sansernes døre (the doors of perception)

Maleri mega.jpg

Disse fem feltskabere, der hænger sammen gennem berøringen og i dette næsten to-dimensionale felt gennem en virtuel bevægelse. Vi er altid på vej ind i billedet. Men den måde, hvorpå vi standser på, holder os tilbage, holder vejret la der øjnene gøre arbejdet, mens vi lytter, ja, det er beskuerens kunst. Hvad siger det os?

 At synet kalder ordene frem, eller omvendt? At disse to dimensioner, synet og lyden er dybt viklet ind i hinanden? Heidegger skrev, at ”tanken er en lytten, der ser”, men det omvendte er lige så gyldigt, at ”tanken er en seen, der lytter”.  Ja, dette er formodentligt rigtigere, for så vidt relationen til tingen må komme før dens navn, ligesom verbet kommer før substantivet, fordi synet leder sanserne sammen med berøringen. Men når verden dukker op gennem sanserne og synet, og ikke mindst berøringen og befølingen er de primære sanser, så må man lytte efter dens navn for at forstå den. Snarere er tanken derfor en befølende seen, der lytter. Men tingen er oftest tavs. Den åbenbarer sig ikke så hyppigt gennem nogen stemme, bortset fra når den gennem den onomatopoietiske funktion låner os sin egen. Meninger og betydninger tilsætter vi som regel, fordi vi har relationen til tingen og kender den derfra.

 Men det, som vi siger til os selv, det kan beskrives som lysende, for så vidt det markerer sig gennem vægtighed og intensitet, det har en atmosfære og en aura. Det kan derfor også indeholde mørket og dets skygger.

Det virkeligt gode maleri tager os ind i en samtale med os selv.

De dansende

De dansende.jpg

De dansende falder som dråber i de perler af krystalklar sved, som glider ned foran deres øjne.

Og sådan er det, du danser altid et andet sted. Altid med en anden. Egentlig, ja, er du danset.

Og kender du dansens navn, kan du ryste dens rytme af sig og gå, uden at gå for nogen, uden at ville vække begær eller opsigt, men gå lige ind i dit eget hjerte.

Intets ikke-væren

Lillemaleri20200-tekst.jpg

Filosofferne har så ofte spurgt: Hvorfor findes der noget og ikke bare ingenting? Hvorfor et univers, en jord, mennesker og dyr? Hvorfor i det hele taget skabelse? Kræver det at eksistere, at det erfares, ja måske erkendes? Men måske er Intet det eneste virkelige? Det sårede Intet.

Nåh, men på billedet er farven de hudafskrabninger, hvorigennem Intet trænger sig på, indefra, og længes efter at bløde.

Eller en ørn, der betragter ornitologer i forskellige eksteriører, og i næsten samme århundreder,

Min indvej er min udvej

Maleri stort.jpg

Lad det bare være en udsigt.

Over Himmerland, over Thy, over Salling. Det er min barndoms.

Det er også den, de ser efter tordenregnen i ”Kongens fald”.

Alle venter vi.

På den, der kommer i solstriben, når verden er på vej til folde sig om sig selv.

Vandengel

Ole Fogh Kirkeby. Vandengel. 100x100 cm.

Engle har længe været maleres tema. Tænk blot på Gabriel og bebudelsen. Men der er mange slags engle. Paul Klee har sine engle. Dog må hvert element have dets engle. Jordengle, ildengle, luftengle, og som her, en vandengel. Denne engel kom forbi Limfjorden, men selvom deres ankomst ikke nødvendigvis er sjælden, så skal man være begunstiget, hvis de skal blive synlige. Hvad ordet ”engel” kommer af, det ved man ikke, hvis vi skal bag græsk og latin. Her betyder ordet ”budbringer”. Således består begunstigelsen i, at man bliver adresseret. Det er en nådesakt at blive tiltalt fra ”den anden side”. Så her skal synet tilgås med forsigtighed, og enhver psykologisering af typen: Hvad vil jeg mig selv, må straks manes i jorden. Der er i sandhed tale om et budskab, der ikke kører i ring, men bryder cirklen. Det kommer langvejs fra. Denne engel er, uden at kunne antastes, rejst gennem et sort hul ind i vores lille verden. Her bør den modtages med kærlighed og undren.

Anette går ved havet. Erindringens gavmildhed

Anette_går_ved_havet._Erindringens_gavm

Hvad er forskellen på luftkastellet, erindringen og fantasmet?

Følelsen i fingerspidserne, vil jeg svare.

Men alligevel ratificeres alt af en drøm oven over os. Det oneirologiske, de dybe drømme, er ikke i vore underflader, men de svæver over os. De vogter på os. Fordi de VIL bestemme de måder, hvorpå vi fortolker de natlige, symbolske eskapader. Ergo er den drømmende set. At forstå sig selv handler om, at finde dette ansigt, der våger over dig, beskyttende og nidkært. Men på stranden ligger den velkendte konkylie.

Tænk dog, hvis paradis, der jo også er oppe i denne himmel, kunne udtømmes i en profetisk erindring om det, Gud ønskede skulle ske. Og hvilken vidunderlig elskov, Anette, der overgår drømme om den.

Chora

20200624_194948.jpg

Titlen på dette billede henviser til det græske ord ”chora”. Det betyder i den græske filosof, Platons, verdensbillede, ”stedet” som grundforudsætning for vores erfaring af virkeligheden. Dermed omfatter ”chora” både universet og barndommens engstrøg, og utopien, det, vi drømmer om kan blive virkelighed, samt hver en kvadratcentimeter af vores hud, og det globale og det lokale i alle dets gradueringer.

I os bærer vi alle en fornemmelse for stedet, ikke blot i topografisk og geografisk forstand, men som følelse af ”atmosfære”, af levesteder, miljøer, og kontekster, af ensomhed og af fællesskab, men også af fortid, nutid og fremtid, af slægter, af baggrund, af livsaldre og tidsaldre, af samfund og kulturer, af skæbner og tilskikkelser, af vilkår for liv og død.

Stedet bor i enhver, og som kernen i erindringens billedgalleri kræver det respekt, omsorg, forståelse og fortolkning for at udfoldes i sin sandhed, krav på retfærdighed, og i sin fulde skønhed.

Hvert af de sytten verdensmål gør en dimension af denne ”stedslighed” til et tema og sætter mulighederne for dens udfoldelse fra fattigdom, sult og sundhed, over kraftværker, bybilleder med majestætiske pladser, paladser og slum til den klare æter og de dybe. plastikfyldte have, til de grønne agre, de smeltende gletschere, de udpinte jorde skamfældede skove og veje nedtrampede af vore krigsmaskiner.

Vi lever i en stedslighed, der er gennemtrukket af forbindelser, af materielle forbindelsesnet og forbindelseslinjer i form af motorveje, jernbanespor og flyenes hvide himmellinjer, af underjordiske kabler og trådløse kontakter.  Og gennemtrukket af de åndelige relationers netværk af knudepunkter, af moral og etik, af ansvarlighed, forpligtelser, aftaler, af institutioner, af venskaber og kærlighed, og af målsætninger, drømme, og visioner.

Den metafor, som Platon tænker ”chora” ud fra, er kvindelig. ”Chora” er moder, livgiver, amme og beskytter, Hun tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Men denne kærlighed til os som art indeholder også kærligheden til alt andet levende, ja er betinget af den.

Det er vores opgave, at bevare og beskytte denne kærlighed, at styrke dens muligheder, og at forhindre rovdrift på den og ligegyldighed over for den. Det kan vi kun gøre ved at handle aktivt, forebyggende, foregribende, frem for alt, i alle den sytten verdensmåls dimensioner.

Foregribelse og forebyggelse kræver forudsigelse, og forudsigelse kræver videnskab og dermed teknologisk klogskab. Men videnskab og teknologi er ikke nok. Vi må bruge vores intuition, og vores etiske fornuft. Vi må bruge generøsitet, varsomhed, altruisme og mådehold, indlevelsesevne og en syvende sans, sansen for det magtpåliggende, væsentlige og uopsættelige. Den sans, der er vores privilegium, den spirituelle, det latinske ord for ”ånd”.

Fordi denne spirituelle sans tænker i kraft af den erfaring vore sanser giver os, fordi den er kroppens tænkemåde, er den også en stor fornuft. Vi kan vide det væsentlige længe før at vi ved, at vi ved det. Det handler om at bruge denne viden baseret på en gavmild tilblivelses tankekraft, om ikke at skubbe den til side, men lade den udfolde sig som aktion.

Det er vor opgave at styrke denne spirituelle sans ved at sætte ord og billeder på den, ved at gøre den håndgribelig, og forvandle anelser, bange som håbefulde, til handlekraftig indsigt og indsigtsfuld handlekraft. Vi må bridrage til at denne syvende sans bliver en fornemmelse af vished og handlemulighed som alle deler. 

Gallery Sapere Aude.

Ved Glyptoteket 6. 1575 Copenhagen V. Denmark.

Phone: +0045 23 67 02 06. Email: info@gallerysapereaude.com

Opening Hours: Tuesday to Friday: 12.00-15.00. Saturday: 12.00-14.00. Also  open by appointment. 

  • Instagram
  • Facebook Clean